Yin Yoga – nærvær, ro og plads til at være
Yin yoga er en rolig og meditativ yogaform, hvor vi bliver i stillingerne i længere tid og giver kroppen mulighed for at give slip på unødige spændinger.
Tempoet er langsomt, og der er god tid til at mærke kroppen, åndedrættet og stilheden.
I yin yoga arbejder vi blidt med kroppens bindevæv, led og bevægelighed. Samtidig oplever mange, at den langsomme praksis virker beroligende på nervesystemet og skaber en følelse af ro og nærvær.
Hos Spiren underviser jeg i funktionel yin yoga inspireret af Paul Grilleys tilgang.
Det betyder, at vi tager udgangspunkt i den enkelte krop fremfor at stræbe efter en bestemt form eller et bestemt udtryk i stillingerne.
Vi er alle bygget forskelligt.
Derfor handler yogaen ikke om at se ud på en bestemt måde, men om at mærke, hvordan stillingen virker i netop din krop.
Der er ingen præstation.
Ingen perfekte stillinger.
Intet rigtigt eller forkert.
Kun en invitation til at møde kroppen med nysgerrighed, nærvær og venlighed.
Yin yoga passer både til begyndere og øvede og kan være et fint supplement til mere aktive træningsformer.
